Faxe Aftenskole er en del af Dansk Oplysnings Forbund
Dansk Oplysnings Forbund er landsorganisation for aftenskoler, der ønsker at udbrede folkeoplysning på et frit og neutralt grundlag - uafhængigt af partipolitik.
DOF omfatter omkring 280 aftenskoleforeninger samt enkelte daghøjskoler og sprogskoler fordelt over hele Danmark. DOF's skoler forestår årligt undervisning for ca. 160.000 holddeltagere.
Aftenskolerne tilknyttet Dansk Oplysnings Forbund er upolitiske og ønsker at favne en meget bred målgruppe af interessenter. Aftenskolen er ikke et aktivistisk eller klimaideologisk mødested. Vi vil gerne lade nysgerrigheden og det åbne sind råde, selvom der efterhånden breder sig en erkendelse af, at vi står på en brændende platform, når det gælder klima, biodiversitet, natur og ressourceforbrug. Vores fokus er derfor på at bringe viden, handleideer og modsætningsfulde perspektiver i spil i en faciliteret ramme, som giver mange interessenter mulighed for at komme til orde, men samtidig skaber refleksion og handlerum for det enkelte menneske.